Submit Your Answer
Please log in as a student to submit your answer.
Amnesty International
Amnesty International, også kendt som Amnesty eller AI, er en international NGO. Organisationens erklærede mission er ”at dokumentere og handle for at forhindre alvorlige krænkelser af menneskerettighederne”. Organisationen har omkring 7 millioner medlemmer i mere end 150 lande verden over (2015).
Amnesty International blev grundlagt i 1961 af den britiske advokat Peter Benenson og har hovedsæde i London. Organisationen arbejder for at fremme menneskerettighederne, sådan som de er nedfældet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder og de internationale menneskerettighedskonventioner og -standarder.
Amnesty undersøger og dokumenterer menneskerettighedsovertrædelser og arbejder på at skabe folkeligt pres på regeringer, politiske organer, virksomheder og andre vigtige aktører, som forbryder sig mod menneskerettighederne. Amnesty har traditionelt særligt arbejdet på at få frigivet alle samvittighedsfanger (prisoners of conscience), sikre frie og retfærdige retssager for politiske fanger, afskaffe dødsstraf, tortur og anden grusom behandling af fanger, stoppe politiske drab og oplyse om menneskerettighedskrænkelser begået af regeringer eller oppositionsgrupper.
Organisationen har rådgivende status ved FNs økonomiske og sociale råd UNESCO, Europarådet, Organisationen af Amerikanske Stater samt Organisationen for Afrikansk Enhed.
I 1977 blev Amnesty hædret med Nobels fredspris for sit arbejde for at udbrede og sikre menneskerettighederne verden over og særligt arbejdet med at sætte fokus på samvittighedsfanger.
Historie
I 1961 skrev den britiske advokat Peter Benenson artiklen ‘The Forgotten Prisoners’ i avisen The Observer. Her opfordrede han læserne til at slutte op om en international kampagne for at befri de tusindvis af mennesker, der sad fængslet verden over på grund af deres politiske holdninger eller religiøse overbevisninger.
Projektet, som Benenson kaldte Appeal for Amnesty 1961, fik bred opbakning i England og internationalt. Tusindvis af læsere sendte appelbreve til de ansvarlige regeringer, og artiklen blev oversat og bragt i aviser i flere lande.
Kampagnen for befrielse af de såkaldte samvittighedsfanger skabte grundlag for en international bevægelse. I juli samme år afholdtes det første internationale møde med delegerede fra Belgien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Irland, Schweiz og USA. Ved en konference i Belgien året efter besluttede man at gøre organisationen permanent. Dermed var Amnesty Internationalt officielt grundlagt.
Amnestys fokuserede primært på at lægge pres på regeringer for at frigive samvittighedsfanger. I slutningen af 1960’erne opnåede organisationen rådgivende status i FN, Europarådet og UNESCO.
I 1970’erne gik Amnesty videre til også at kæmpe for retten til en retfærdig retssag, bekæmpelse af længere tilbageholdelse uden retssag og bekæmpelse af tortur af fanger.
I 1980’erne satte Amnesty også fokus på udenretslige drab, politiske mord og forsvindinger.
I 1990’erne rettede Amnesty særligt opmærksomhed mod overgreb begået mod specifikke grupper, herunder kvinder, flygtninge og etniske og religiøse minoriteter.
Med Amnestys 40-årsjubilæum i 2001 blev arbejdet for de økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder inkorporeret i organisationens vedtægter. Dermed arbejder Amnesty nu for at fremme alle menneskerettigheder nedfældet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, hvilket også fremgår af organisationens officielle vision: ”Amnesty Internationals vision er en verden, hvor hvert eneste menneske nyder alle de menneskerettigheder, som er nedfældet i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og de internationale menneskerettighedskonventioner og -standarder”.
Amnestys fik en dansk afdeling i 1964.
Arbejde
Amnesty International arbejder på at skabe folkeligt pres på regeringer, politiske organer, firmaer og andre vigtige aktører, som forbryder sig mod menneskerettighederne. Alt Amnestys arbejde tager udgangspunkt i de 30 artikler i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som blev vedtaget i 1948.
Et vigtigt redskab i Amnestys arbejde er at udgive rapporter, som, grundigt og upartisk, søger at dokumentere brud på menneskerettighederne. Rapporterne bliver til gennem observation af retssager, samarbejde med lokale menneskerettighedsaktivister, medieovervågning og ikke mindst interviews med ofre for overgreb samt interviews med embedsmænd i de relevante lande.
Amnesty gennemfører tematisk afgrænsede kampagner. Med udgangspunkt i sin medlemsskare og sine støtter søger organisationen at skabe opmærksomhed og indflydelse gennem eksempelvis underskriftsindsamlinger, demonstrationer og brevskrivning til ofre for menneskerettighedsbrud såvel som magthavere.
De overordnede retningslinjer og fokusområder i Amnestys arbejde fastlægges i organisationens seksårige internationale strategiplaner, som danner rammerne for alle de nationale afdelinger.
Amnesty Internationals fokusområder i menneskerettighedsarbejdet 2010-2016 var:
At styrke mennesker, der lever i fattigdom.
At forsvare ubeskyttede mennesker uden fast ophold.
At forsvare mennesker imod vold fra stater og grupper.
At beskytte menneskers ret til ytringsfrihed og ikke-diskrimination.
Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Amnesty_International
Opgaven er beregnet til 2 timer.
1. Læs introduktion og instruks godt igennem.
2. Åben (Fil 1) og læs om Amnestys arbejde ift. børnesoldater.
3. Åben (Fil 2) og brug hjemmesidens analysemodel til at analyserer hjemmesiden.
4. Print besvarelsen ud og læg den i din mappe.
5. Send opgaven til din lærer.
GOD FORNØJELSE!
Please log in as a student to submit your answer.