Karen Blixen: ´´Barua a Soldani´´

Noveller Noveller Dansk 2 points

KAREN BLIXEN – DEN STORE SKÆBNEVÆVERSKE

Karen Blixen (1885-1962) skrev symbolske fortællinger, hvor menneskers skæbne og livshistorie er de absolutte omdrejningspunkter. Vi kan allesammen blive klogere på os selv og på livet ved at læse Karen Blixen, og man skal ikke afholde sig fra at læse hendes forfatterskab, fordi hun for den nye læser umiddelbart kan være svær at læse. Giv det tid og vend tilbage. Men gå ikke glip af Karen Blixens forfatterskab. Det er en uhyre vigtig del af den danske kulturarv. Hun sagde om sig selv “Africa made me” “ “Afrika skabte mig”, hvilket henviser til den lange årrække, hun levede i Afrika.

I 1885 blev Karen Christentze Dinesen født på Rungstedlund. Hun blev gift 1914 med Baron Bror von Blixen-Finecke, som var hendes fætter. I de følgende år drev de en kaffefarm ved Ngong Hills i nærheden af Nairobi. Karen Blixen fik et nært forhold til sine ansatte og levede i pagt med den omgivende natur. Men hun blev desværre smittet med syfilis, og det var åbenlyst, at hendes mand havde andre kvinder. I 1915 måtte hun rejse til Danmark for at komme i behandling. Selvom hun allerede havde været i behandling i Afrika og derefter i Danmark, blev hun steril, men sygdommen kom i bero.

Ægteparret gik fra hinanden i 1922, da forholdet ikke var lykkeligt. Karen Blixen drev farmen videre med økonomisk hjælp fra familie og venner. En meget vigtig periode i Karen Blixens liv var tiden med kærlighedsforholdet til Denys Finch Hatton, som blev hendes livs store kærlighed. Hun ville gerne have været gift med ham, men han ville ikke bindes af et ægteskab. Forholdet indledtes efter 1. verdenskrig, men sluttede brat, da han omkom ved et flystyrt i 1931. Pga. den store sorg og økonomiske problemer med farmen, måtte Karen Blixen rejse hjem til Danmark i 1931. Hun boede atter på Rungstedlund fra 1932 og til sin død i 1962.

Tilbage i Danmark blev hun efter gennembruddet med Syv fantastiske fortællinger (1935) en forfatter, der fik en stor betydning for mange andre forfattere og kulturpersonligheder og for store dele af det kulturelle liv i Danmark. Bl.a. for digteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004) og litteraturprofessoren Aage Henriksen (f. 1921), som begge har fortalt om den store betydning Karen Blixen har haft på deres liv og tænkning. Andre var derimod skeptiske og mente, at hun iscenesatte sig selv som selvhøjtidelig baronesse.

Karen Blixen skrev allerede mens hun var i Afrika, men skriverierne førte ikke til anerkendelse. Først med Seven Gothic Tales (1934), skrevet under pseudonymet Isak Dinesen, var der tale om en egentlig debut. Bogen udkom i oversættelsen Syv fantastiske fortællinger (1935). Senere er der kommet et stort antal værker, og Karen Blixen har vundet stor anerkendelse over hele verden.

Forfatterskabet er for en stor del atypisk for sin tid, da historierne sædvanligvis foregår i aristokratiske miljøer i tiden ca. 1770-1848. Men forfatterskabet skriver sig samtidig ind i sin samtid ved at beskæftige sig med det oprindelige, det primitive, som også var litteraturtendensen i Danmark i 1920-erne og 1930-erne. Og det eksistentielle aspekt, der er til stede i stort set alle fortællingerne, var en tendens i 1940-ernes øvrige danske litteratur. Så set i det lys var Karen Blixen moderne og på linje med sin tid.

Hendes historier er bygget op over “de store fortællinger”s mønster. Dvs. at forfatteren er en stedfortræder for den skabende Gud og med sin fortælling skaber et ordnet billede af verden. Flere historier er skrevet efter “det kinesiske æskeprincip”, hvor én historie ligger inden i en anden historie, som igen ligger inden i en tredje osv. Der er et gennemgående fortællende forløb i teksterne og opbyggelige budskaber. Hendes fortællinger betyder altid noget andet og mere end det, der umiddelbart fortælles.

Selvom fortællingerne ikke foregår i Karen Blixens samtid, er det altid muligt at sætte sig ind i personernes psykologi, fordi Karen Blixen har et overblik over såvel fortællingerne som sine personers historie. Fortællingerne har almenmenneskelige og eksistentielle elementer, som gør dem eviggyldige.

Opgaven er normeret til 2 timer.

1. Åbn fil 1 og læs teksten om Karen Blixen.

2. Åbn fil 2, udprint teksten og læs hele novellen.

3. Gennemfør en tekstanalyse med novelleanalysemodellen i Guldkornsmappen.

4. Skriv svarene i feltet “Test”.

5. Åbn fil 3 og læs digtet om Karen Blixen.

6. Tal med din lærer om digtet.

7. Send opgavebesvarelsen til din lærer.

GOD FORNØJELSE!

Submit Your Answer

Please log in as a student to submit your answer.