Eftersøgningen (1962) er en samling absurde og besynderlige noveller, som kan virke grumme, men de rummer en vis humor i deres åbenlyse konstruerethed, ikke mindst fordi Seebergs bipersoner har navne som Tvis, Djap, Boole, Half og Hiffs. F.eks den korte historie “Patienten” er en afsøgning af et menneskes identitet; en mand får alle sine organer og lemmer skiftet ud! En historie som datidens anmeldere fandt rystende, men hvorom Seeberg senere har udtalt: “Jeg kan sige, at jeg efter at have skrevet Patienten(…), da var jeg overbevist om – i flere år – at jeg var lykkelig.”
I Peter Seebergs novelle “Spionen” mødes en gruppe cyklister hver søndag kl. 9 ved Runddelen for at cykle turen til Slangerup og tilbage igen. Novellens fortæller-jeg, “spionen”, iagttager cyklisterne og prøver ihærdigt at blive en af dem, men uden helt at lykkes:
“Da vi suser ud af byen den femte søndag, er jeg så lykkelig, at jeg lover mig selv at sætte mig imod alle mine spiontilbøjeligheder og vie mig til denne mulighed . . .”.
Hvorfor er det så vigtigt for hovedpersonen at glemme sin spiontilbøjelighed og blive en af dem, og hvorfor lykkes det ikke rigtigt for ham? Prøv at erstatte cykelturen i novellen med en ideologisk eller spirituel idé, fx med kristendommen, tænk på Niels Højlunds overvejelser omkring gentagelsen. Hvordan opleves gentagelsen af personerne, henholdsvis “spionen” og de andre cyklister i Seebergs novelle?
TJAH – PRØV SELV AT KOMME VIDERE – MED OPGAVEN HER …